Krænkende adfærd i kollektiv trafik skaber utryghed for kvinder. Oplevelserne er så normaliserede, at kvinderne ikke råber op, og derfor bliver der ikke skabt grundlag for politisk handling. 

Af Jonas Bach-Madsen & Sarah Rothkegel Sternberg

En junidag sidder Laura Langberg i en fyldt bus på vej til sit arbejde på Nørrebro. Det er varmt, og hendes bare ben stikker ud under den blomstrede nederdel. En mand sætter sig ved siden af hende. 

“Hans hånd begynder at komme op ad mit ben. Jeg tænker ikke, at han gør det bevidst. Der må være en anden forklaring,” siger hun. 

Da hans hånd gled længere og længere op ad hendes ben, blev det tydeligt for Laura, at det var overlagt.

Laura Langberg er en ud af mange kvinder, som har oplevet seksuelle krænkelser i den kollektive trafik. Næsten hver femte passager har oplevet, at nogen har været fysisk nærgående, eller at de er blevet berørt i offentlig transport. Det viser en undersøgelse om chikane i det offentlige rum, som DOT, der er en sammenslutning af DSB, Movia og Metroselskabet, igangsatte i 2018. Det er en af de få undersøgelser, der viser omfanget af seksuel chikane i bus og tog i Danmark. 

Steen Baagøe Nielsen, der er lektor og kønsforsker på Roskilde Universitet, mener, at manglen på undersøgelser kan skyldes den måde, vi ser ligestilling på.

“Vi danskere opfatter os som meget liberale og ser ikke ligestilling som et reelt problem, da det er en realiseret sag i manges øjne. Måske er det derfor, man tænker, at der ikke behøves mere viden. I hvert fald er der utrolig lidt forskning, som angår køn og seksualitet. Vi er langt bagefter i forhold til Norge og Sverige, som tager de her ting mere alvorligt,” siger han.

Organisationen Everyday Sexism Project Danmark (ESPD) prøver at sætte fokus på de krænkelser, kvinder oplever i hverdagen. De har modtaget over 100 henvendelser fra kvinder, som har oplevet chikane i bus og tog. 

“Der er ingen tvivl om, at nogle kvinder er rigtig påvirkede af det, og nogle afholder sig fra bestemte transportmidler,” siger Zen Anne Donen, som er talsperson for ESPD.

Rigtige mænd og høflige kvinder

Nogle mænd udøver krænkende adfærd, fordi de føler en form for berettigelse til at behandle kvinder, som de vil. 

“Når nogle mænd synes at tro, de kan befamle kvinder efter eget behag, så trækker det på en veletableret forståelse af mænds privilegier – ja, nærmest forpligtelse til at ‘tage for sig’, og prøve kvinders grænser af. Det hænger sammen med traditionelle forestillinger om ‘hvordan man er en rigtig mand’ – som også bekræfter kvinders kvindelighed,” siger Steen Baagøe Nielsen. 

Mænd og kvinder har hver deres udgangspunkt, når de interagerer med det modsatte køn. Det kan skabe knuder i kommunikationen mellem dem, da nogle mænd opfatter krænkelsen som en kompliment. Steen Baagøe Nielsen påpeger, at der er en traditionel magtrelation indbygget i forestillingen om rigtige mænd og eftergivende kvinder.

Lea Skewes, der er postdoc i psykologi på Aarhus Universitet, mener, at mange kvinder er blevet socialiseret til at gentænke overgreb fremfor at stole på deres umiddelbare vurdering af hændelsen. De lærer i mange sammenhænge, at de skal tage grænseoverskridende adfærd med et gran salt eller endda ligefrem være høflige. 

“Helt ned i småbørnsalderen fortæller vi piger, at hvis en dreng driller dig, er det nok fordi, han godt kan lide dig. At når han ikke behandler dig godt, er det, fordi han gerne vil dig. Det er et helt forkert signal at få sendt,” siger hun. 

Denne kultur skaber et tosidet problem. Kvinder lærer, at de skal give et blødt ‘nej’, imens mænd får at vide, at de skal have et ekstremt hårdt ‘nej’, før kvinderne egentlig mener det. Det fodrer en destruktiv diskurs, mener Lea Skewes. 

Et atypisk offentligt rum 

Seksuelle krænkelser i bus og tog sker ofte i myldretiden. Steen Baagøe Nielsen forklarer, at det især er tætheden, som ligger til grund for, at nogle mænd ændrer adfærd. De sociale og kropslige grænser, vi normalt anser som værende private og intime, bliver let udvisket, når vi står tætpakket i offentlig transport. Derfor kan der opstå situationer, hvor det ikke er tydeligt, om en berøring er et uheld eller overlagt. Det gør det svært at vurdere, hvornår noget er seksuel chikane.

Michala Hvidt, der er PhD-studerende ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, peger på, at offentlig transport er et anonymt rum, hvor folk ikke har et fælles mål på samme måde som i andre situationer.

“Der er ikke en fællesskabsfølelse, som der er til en koncert eller en demonstration, hvor man er der for den samme sag, hvilket måske giver en større respekt for de andre deltagere,” siger hun. 

Lea Skewes forklarer, at der samtidig ikke nødvendigvis er hjælp at hente, hvis en krænkelse foregår i et fyldt transportmiddel. Jo flere mennesker, der er, desto mindre tilbøjelighed har de fleste til at reagere, da de forventer, at andre gør det i stedet.

Utryghedens konsekvens 

Selvom en del af chikanen i bus og tog kan have en subtil karakter, sætter den stadig sine spor i ofrene. DOTs undersøgelse viste, at 12 procent fravalgte offentlig transport i Hovedstadsområdet grundet krænkelser.

“Når man har den type oplevelser, så får man ofte undgåelsesadfærd, som er helt standard angstadfærd. Du vil ikke genopleve situationen,” siger Lea Skewes. 

Angsten for chikane kan skabe ulige adgang til transport, og det begrænser kvinders bevægelighed i samfundet, mener Michala Hvidt: 

“Mobilitet er vigtigt for individets frihed, og når en gruppe bliver begrænset, fordi de føler sig utrygge, er det en konsekvens for samfundet og for individets muligheder.”

Stadig behov for handling

I Transportudvalget er der ikke udbredt kendskab til problemet, og det skal der være, før løsninger kan iværksættes, påpeger Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for Venstre:

“Som jeg kan vurdere det, er lovgivningen på plads. Spørgsmålet er så, hvordan man lige håndterer det, hvis det er et fænomen. Men vi skal høre det fra de borgere, der føler sig forulempet, før der kommer en politisk aktion på det,” siger han.

På trods af det manglende kendskab kom problemet på den politiske dagsorden i 2016, da Transportministeriet blev gjort opmærksom på det gennem ESPD. 

Transportministeriet anmodede derefter trafikselskaberne om at belyse problematikken, og i den sammenhæng satte de en række tiltag i gang. Det indebar blandt andet vagter på større stationer, tryghedsbemanding i tog om natten, og samarbejde med politiet, Natteravnene og Sikker By. 

Efter tiltagene er der dog stadig en stor gruppe, som oplever krænkende adfærd i offentlig transport. Derfor mener ESPD, at der er behov for at arbejde videre med problematikken, selvom de var glade for at blive inkluderet i tiltaget, som DOT lavede.

“Vi synes dog ikke, at det er optimalt at lave en lille kampagne i tre uger. Desuden var det svært at finde anmeldelsessiden, hvor man kan finde hjælp, hvis man har haft en dårlig oplevelse,” siger Zen Anne Donen. 

Et ukendt problem 

Flere trafikselskaber kender ikke til omfanget af seksuelle krænkelser, da få kvinder vælger at indrapportere det. Aske Mastrup Wieth-Knudsen, der er underdirektør i DSB, erkender, at krænkelserne finder sted, men mener også, at DSB løbende forbedrer trygheden.

“Antallet af krænkelser er højere end acceptabelt. Vi ønsker en tryg kollektiv trafik. Umiddelbart har vi dog ingen planer om nye kampagner specifikt mod seksuel chikane, fordi vores andre tiltag trækker kundeoplevelsen i den rigtige retning,” siger han. 

Han understreger, at personalet i DSBs toge er uddannet i konflikthåndtering og kan hjælpe, hvis en passager skulle henvende sig.

Midttrafik har heller ikke kendskab til problemet og henviser til, at episoder bliver meldt direkte til politiet. I en mail skriver de: 

“Vi tager stærkt afstand fra det, og kommer der en henvendelse fra politiet, så hjælper vi alt, vi kan, med videooptagelser og kontakt til relevante busselskaber. Får vi øget kendskab til episoder med sexchikane, vil vi gå i dialog med relevante myndigheder for at få råd til, hvordan det kan håndteres.” 

Mentalitetsændring er vejen frem

ESPD tror på, at kampagner og øget opmærksomhed vil gøre en forskel. Ifølge dem sender det et bredt signal til både offer, krænker og medpassagerer om, at den chikanerende adfærd ikke er acceptabel. 

“I andre lande har man eksempelvis små klistermærker hængende i offentlig transport, der viser, hvem du kan kontakte, hvis du er udsat for noget ubehageligt. Det handler om at føle sig tryg ved, at der er nogen, som tager dig alvorligt,” siger Zen Anne Donen. 

Hun påpeger, at der er meget få, der anmelder voldsommere overgreb såsom voldtægt, og derfor har mange endnu mindre tilbøjelighed til at anmelde seksuel chikane. 

Astrid Carøe, der er ligestillingsordfører for SF, kan godt genkende, at der mangler opmærksomhed på problemet. Hun mener, at man skal starte ved politiets håndtering af sagerne. 

“Politiet har stadig meget at lære i forhold til ikke at victim blame, men sørge for, at anmeldelsen bliver taget seriøst,” siger hun. 

Hun understreger dog, at politiet på nuværende tidspunkt er ressourcepresset, og ikke altid kan have det nødvendige fokus på henvendelser fra chikaneramte kvinder. Derfor kan det også være gavnligt, hvis trafikselskaberne faciliterer mulighederne for at melde det. 

Da Laura Langberg stod af bussen på Nørrebro, var hun i chok over den krænkende hændelse. Hun fortalte det straks til sine kollegaer, og til sin store overraskelse kunne flere af kvinderne genkende oplevelsen. Derfor ville hun også have ønsket, at det var nemmere at melde episoder med seksuel chikane. 

“Jeg er en retfærdighedsrytter, så hvis der havde været en mulighed for at anmelde det hos trafikselskabet, havde jeg helt sikkert gjort det, så de blev opmærksomme på problematikken,” siger hun.